Forældre til 4-årig dreng

Tilbagemelding fra forældre, der har været i rådgivning vedrørende deres søn på 4 år.

Jeg synes lige jeg vil give dig en tilbagemelding efter vi har været hos dig. Tingene går helt klart i den rigtige retning, der er en meget større ro herhjemme.
Jeg har købt din og Athinas bog og den er en øjenåbner.

Der er meget langt imellem, at vores søn bliver så vred, at han slår. Til gengæld siger han oftere end før “dumme mor” eller “dumme far”, og det har vi accepteret, hvis det er hans måde at lukke damp ud på.
Aftenseancen ved puttetid er også blevet mere rolig, vi fjoller rigtig meget og laver løjer, kilder og lugter til sure tæer. Det er en vældig sjovt og en hyggelig måde at komme i seng på.
Vi begyndte at sætte æggeuret, inden han skulle i seng for at forberede ham, jeg kan se i bogen at I også anbefaler det. Det er ikke altid, han er enig, når uret bipper, men det gør, at han ikke brat bliver revet væk fra noget.

Jeg fortalte hans stuepædagog at vi havde talt med dig, og at alt tydede på at han muligvis er særligt sensitiv. Hendes svar var, at det havde hun selv på fornemmelsen.
Det er rigtig dejligt, at pædagogerne faktisk har set det samme som os, og at de forstår den måde, han nogle gange reagerer på, og det er rart, at de faktisk anerkender ham, som han er, og ikke affejer det.

Nå, det var en lang smøre, men jeg syntes lige, du skulle vide, at det faktisk har gjort en forskel at vi opsøgte dig, og jeg glæder mig til at komme videre med bogen, for den er fyldt med guldkorn.
Vi vil gerne kontakte dig igen hvis det bliver aktuelt en anden gang.

 

Med venlig hilsen
Lone Jensen